Hvis man lader traditionelle råvarer som sojaskrå og palmeolie, der har et højt CO2-aftryk, erstatte af mere klimavenlige alternativer, kan det reducere foderets klimaaftryk. Det må dog ikke gå ud over produktiviteten, for så øges CO2-aftrykket.
Med indførelsen af CO2-afgifter er klimavenligt foder blevet et vigtigt emne i landbruget, påpeger rådgiver Jonas Breinholt i Velas nyhedsbrev Trynekontakten.
- Traditionelle råvarer som sojaskrå og palmeolie, der har en høj klimabelastning, kan erstattes af mere bæredygtige alternativer som hestebønner, rapsskrå og rapsolie, hvilket markant reducerer foderets klimaaftryk. Især sojaskrå, der ofte importeres fra områder med skovrydning, bidrager med et særligt højt CO2-aftryk, påpeger han.
DanBred går efter øget robusthed
Han betegner også udskiftning af palmeolie med rapsolie som endnu et skridt mod at gøre foderet mere klimavenligt.
Ifølge rådgiveren kan sådanne ændringer bidrage til en mere bæredygtig landbrugsdrift og reducere bedriftens samlede klimaaftryk.
Påvirker ikke CO2-afgiften
Jonas Breinholt forventer dog ikke, at sådanne ændringer vil komme til at påvirke de kommende CO2-afgifter, idet de primært bliver lagt på emissioner fra husdyrproduktion og energiforbruget.
Men hvorfor så i det hele taget tænke i de baner?
- Selvom klimavenligt foder ikke nødvendigvis medfører lavere CO2-afgifter, kan det stadig hjælpe med at reducere det globale klimaaftryk og forbedre landbrugets ESG-rapportering, påpeger han og understreger, at det er afgørende, at de ændringer, man foretager, ikke påvirker produktionen negativt, da det så kan risikere at opveje de opnåede CO2-besparelser.
- Biosikkerhed er det vigtigste værn