Flere slagtesvin end ventet forsinker afhentning

Danish Crown modtager for tiden flere svin, end selskabets prognose forudså

Et positivt problem, som desværre også betyder forsinkelser i afhentningen.

Sådan beskriver Danish Crown slagtesituationen for tiden. Slagterigiganten modtager nemlig flere svin end forventet. Siden maj er der således tilmeldt cirka 10.000 flere svin, end prognosen forudsagde. Det betyder dog også, at man lige nu er omkring halvanden dag bagude med slagtningerne.

- Som udgangspunkt klager vi jo aldrig over, at der tilmeldes mange dyr til slagtning, men vi beklager naturligvis de gener, det giver ude hos vores ejere, siger direktør i DC Ejerservice Vagner Bøge på Danish Crowns hjemmeside.

Her fremgår det, at der for at få slagtet op er sat fuld damp på samtlige danske anlæg.

- Det betyder, at alt disponibelt mandskab er kaldt ind, og der arbejdes over i det omfang, det er muligt, lyder det.

Læs også